header bund

FOA er med på en frivillig indsats

Frivilligheden skal være styret af de frivillige selv

Af Carsten Elert, Faglige Seniorer



I FOA finder vi at frivilligt arbejde er en god ting, blot det er et supplement, frem for at det skal erstatte de offentlige ansatte, sagde Dennis Kristensen på Faglige Seniorers Hovedbestyrelsesmøde i december måned. Siden 2002 har han været forbundsformand i FOA - Fag og Arbejde. Oprindelig er Denis uddannet portør.



’Jeg synes vi skal rose danskerne når vi taler om frivillighed. For en undersøgelse viser, at vi er nummer 1 i Europa når vi ser på hvor mange der lægger et stykke frivilligt arbejde et eller andet sted. Samme undersøgelse viser også, at danskerne tilvælger velfærden, uden at det offentlige skal klare alt for os. Hvad angår velfærd, handler det om 3 ting der skal være på plads:

• Lige adgang, såsom uddannelse og sundhed.
• Lige muligheder, såsom at forsørge og få job.
• Fælles sikkerhedsnet, især for de svageste

Og velfærdssystemet er også forudsætningen for et velfungerende demokrati, gennem uddannelse, tryghed og livsvilkår generelt.
Ser vi på frivillighed kan en kommunalisering – altså at det offentlige styrer frivilligheden – skade hele frivilligheds idéen. Men man skal huske på, at de professionelle kan noget, som de frivillige ikke kan, og de frivillige kan noget som det offentlige har svært ved at levere.
 

 



















Man skal finde den rette balance. Det er essensen i det hele, når vi taler om frivillighed.

Frivilligheden skal være styret af de frivillige selv, og det skal vi fortælle kommunerne indtil de forstår det!
I FOA har vi spurgt vores medlemmer i arbejde, om deres forhold til de frivillige. Stort set alle, nemlig 96 %, føler at det er en forbedring at ha’ frivillige på en arbejdsplads, og at man har et godt samarbejde med dem. Grænsen går helt klart ved professionalisme, kvalitet og kontinuitet. Men husk på, at det ikke skal ende med, at de ansatte kun får det ’tunge’ arbejde, og de frivillige tager alt det rare hvor der er tid til kontakt og snak.

 



















Spørgsmålet er jo, om Faglige Seniorer og FOA kan noget sammen omkring frivillighed. Det tror jeg, for vi tænker nogenlunde ens på centralt plan. Men måske kan vi også hjælpe hinanden på lokalt plan. En god idé kunne være, at skabe en dialog mellem vores og FOA’s lokale ledelser. Men jeg er da ikke blind for at det ikke nødvendigvis er nemt.

Der kan jo være FOA medlemmer der er lidt fodslæbende, for vi har jo 26 procent der føler, at de frivillige har taget noget af deres arbejde og ofte det sjove arbejde. Så vi har altså også en opgave at løse i egne rækker. Men dialog er vejen frem.

 



















Lad mig også slå fast, at de frivillige ikke skal have en egentlig uddannelse for at kunne være frivillig. Så går noget af idéen af. Men måske kan man i al stilfærdighed skrue noget sammen til gavn for de frivillige. Det kunne for eksempel være et førstehjælps kursus. Noget som alle danskere jo egentlig burde ha’. Man kan også give de frivillige lidt grundindsigt i hvad det er for arbejde der foregår, der hvor man skal være frivillig. Så går de ansatte og de frivillige ikke så nemt fejl af hinanden. Men uddannelse skal de frivillige ikke ha’! Også her er dialog løsningen og vejen frem.

Endelig skal man huske på, at der alt andet lige, kommer til at mangle arbejdskraft omkring omsorg og pleje i Danmark i løbet af nogle år. Det hul skal ikke udfyldes af de frivillige. Næh, jeg tror man kommer til at importere arbejdskraft fra andre lande. Ellers går det hele ikke op.’

c.elert@gmail.com / december 2011
 

 

Hjernegymnastik

Mest læste


 
Til toppen